Mad og mig og mad
28/Oct/10 23:53
I min verden er det "mini-nytår" hver mandag. Mini-nytår er en ny uge og en ny start! Det er her jeg altid har startet mine fortsættere. Og siden 7. klasse har jeg været på slankekur hver evig eneste mandag og tirsdag. Onsdag har jeg altid givet op.
I dag er det torsdag og jeg holder ved!
Det er hårdt, for jeg er SÅ ubeskrivelig glad for mad! Og jeg ELSKER kager og søde sager! Jeg elsker fornemmelsen af at spise - mad udløser endorfiner i hele min krop!
Jeg har aldrig kunne styre mit madindtag! S mener jeg lider af demensbulimi - jeg æder og æder, men glemmer at kaste op. Min krop og hjerne taler simpelthen ikke sammen. Min hjerne siger "Hold nu OP, du har ikke brug for en to-go-kage til din to-go-kaffe!", men jeg hører alligevel min stemme bestille en sidevogn i kageform til latten.
Min hjerne siger "Lad nu vær'! Hva' snefen ska' du da også med den stang Prinzenrolle nu? Du skal jo ha' aftensmad om en halv time?" og alligevel drøner jeg en 30-centimeters-stabel kiks ned. Min krop overruler altid min fornuft!
Jeg har et akavet forhold til mad. Jeg når stort set aldrig at nyde mad, for mens jeg tygger, tænker jeg på den næste mundfuld fremfor at lade mig begejstre over det jeg allerede har i munden. Jeg spiser altid som var det det sidste måltid mad nogensinde på denne jord og bagefter skal jeg ned på gulvet og ligge og fordøje... som en anakonda der har spist en ko og så ligger et halvt år i solen og fordøjer...eller noget. Det er næsten en tvangsneurose, at jeg ikke kan holde ud at se fyldte - eller delvise fyldte fade. Tallerkner og fade skal ryddes! Nogle gange overvejer jeg at tale med en diætist og finde ud af hvordan jeg kan få et mere afslappet forhold til mad...eller er det en psykiater, der skal til?
Der er gået 2 år og jeg har taget 17 kg på efter at være flyttet fra Kbh. Jo jo, så vil nogen måske minde mig om, at jeg har født et helt barn, men det gælder ikke, for jeg har yderligere taget 5 kg på EFTER jeg har født!
Og i mandags var det så big-time-mini-nytår. At være flyttet ind i huset skulle være en hel ny start for mig og jeg er så nået til torsdag uden at falde i...men jeg er sur! Åh jeg er SÅ sur og godt gammeldags ond i sulet. Kender I ikke det med at man har spist så fedtfattigt i et par dage, at man bare har lyst til at æde sig igennem en blok palmin eller i det mindste drikke en flaske olivenolie? Bare for at få humøret op at køre igen? Og for at få følelsen af "bund"?
Hvis jeg selv skal sige det, så har jeg en nydelig krop - den er bare gemt inde bag et kæmpehylster af fedt. Og det skal væk! Jeg hader bare, at det er på bekostning af mit humør. For tiden er jeg ikke nogen sjov mor eller kæreste eller verdensborger, jeg er bare sur! Jeg er sur og jeg vil ha' kage! ÅÅååhhåhhhh, et kongerige for en kage...
I dag er det torsdag og jeg holder ved!
Det er hårdt, for jeg er SÅ ubeskrivelig glad for mad! Og jeg ELSKER kager og søde sager! Jeg elsker fornemmelsen af at spise - mad udløser endorfiner i hele min krop!
Jeg har aldrig kunne styre mit madindtag! S mener jeg lider af demensbulimi - jeg æder og æder, men glemmer at kaste op. Min krop og hjerne taler simpelthen ikke sammen. Min hjerne siger "Hold nu OP, du har ikke brug for en to-go-kage til din to-go-kaffe!", men jeg hører alligevel min stemme bestille en sidevogn i kageform til latten.
Min hjerne siger "Lad nu vær'! Hva' snefen ska' du da også med den stang Prinzenrolle nu? Du skal jo ha' aftensmad om en halv time?" og alligevel drøner jeg en 30-centimeters-stabel kiks ned. Min krop overruler altid min fornuft!
Jeg har et akavet forhold til mad. Jeg når stort set aldrig at nyde mad, for mens jeg tygger, tænker jeg på den næste mundfuld fremfor at lade mig begejstre over det jeg allerede har i munden. Jeg spiser altid som var det det sidste måltid mad nogensinde på denne jord og bagefter skal jeg ned på gulvet og ligge og fordøje... som en anakonda der har spist en ko og så ligger et halvt år i solen og fordøjer...eller noget. Det er næsten en tvangsneurose, at jeg ikke kan holde ud at se fyldte - eller delvise fyldte fade. Tallerkner og fade skal ryddes! Nogle gange overvejer jeg at tale med en diætist og finde ud af hvordan jeg kan få et mere afslappet forhold til mad...eller er det en psykiater, der skal til?
Der er gået 2 år og jeg har taget 17 kg på efter at være flyttet fra Kbh. Jo jo, så vil nogen måske minde mig om, at jeg har født et helt barn, men det gælder ikke, for jeg har yderligere taget 5 kg på EFTER jeg har født!
Og i mandags var det så big-time-mini-nytår. At være flyttet ind i huset skulle være en hel ny start for mig og jeg er så nået til torsdag uden at falde i...men jeg er sur! Åh jeg er SÅ sur og godt gammeldags ond i sulet. Kender I ikke det med at man har spist så fedtfattigt i et par dage, at man bare har lyst til at æde sig igennem en blok palmin eller i det mindste drikke en flaske olivenolie? Bare for at få humøret op at køre igen? Og for at få følelsen af "bund"?
Hvis jeg selv skal sige det, så har jeg en nydelig krop - den er bare gemt inde bag et kæmpehylster af fedt. Og det skal væk! Jeg hader bare, at det er på bekostning af mit humør. For tiden er jeg ikke nogen sjov mor eller kæreste eller verdensborger, jeg er bare sur! Jeg er sur og jeg vil ha' kage! ÅÅååhhåhhhh, et kongerige for en kage...