Det går ikke så godt med sommerhusturene lige for tiden

I fredags tog vi til Jammerbugten for at splatte ud i sommerhus sammen med dejlige hende her samt familie. Vi skulle køre lidt over to timer og da vi var halvvejs, opdagede vi, at vores dyner og tøj og LL's grej stadig stod i entréen derhjemme. Eneste vi havde med var nogle ostehaps og 250 bleer, som jeg just havde købt på tilbud.
I Thisted Brugs fandt vi så noget helt særligt udseende sengetøj, så vi havde noget til natten. Uvasket og nyproduceret sengetøj lugter bemærkelsesværdigt ilde, skulle jeg så lige hilse og sige fra mig selv!

Om det var dårlig kemi i sengetøjet ved jeg ikke, men næste dag stod jeg pludselig med det ene ben i graven. Jeg fik det så afsindigt dårligt og havde en hovedpine, der langsomt og smertefuld var ved at tage livet af mig. Jeg har aldrig i min 34-årige karriere som menneske prøvet noget lignende! Vi skulle være kørt tilbage til det vestjyske, men jeg måtte, på sand Maude Varnæs-manér, ind og ligge på langs. Og så lå jeg ellers i to timer og troede for real, at jeg var ved at dø af meningitis eller noget andet hovede-noget.
Og tankerne raserede min hjerne: "Hvad nu med LL? Nu skal hun jo vokse op uden en mor! Hvem skal fortælle hende om den første menstruation? Hvem skal stryge hende kærligt over håret når den første fyr brænder hende af? Hvem skal lære hende at det ikke må trække ind på lænden? Og hvad med S? Skal jeg være een af de der partnere der ligger på dødslejet og forbyder ham at finde en ny kone? Eller er jeg den large type, der insisterer på at han skal finde en ny kæreste og en ny god mor til LL? Skal jeg virkelig dø her? Ved Jammerbugten? Indhyldet i maskiniimprægneret sengetøj til lyden af Rasmus Seebach, der strømmer ud fra en højtaler et sted?

Mens jeg ventede på at S fik forceret snelanskabet og kom tilbage med en bunke Panodiler inde fra civilisationen, diskede Julie op med en buffet af børnepanodiler på likvid form. At omregne hvor mange skefulde et fuldt udvokset menneske skulle ha', tvang mig ud i noget med at bunde flasken, men kom kun til en halv skefuld, så var jeg ved at brække mig! S dukkede op og supplerede med medikamenter og efter et par timer vendte jeg en anelse tilbage til livet. Jeg blev aldrig helt god og måtte sande, at jeg nok ikke lige vandt guldmedalje i kategorien "verdens festligste gæst".

Vi pakkede vores sparsomme grej og da jeg lige skulle tisse af inden afgang, sluttede jeg vores sommerhusophold af med el grande finale, hvor jeg skyllede min spritnye mobiltelefon ud i toilettet...så nu ligger den i en septiktank ved Jammerbugten og det skulle da være noget af en overraskelse hvis jeg nogensinde ser den igen...