I mit virke som ledig, der skal skrive 2 ansøgninger hver uge for at få dagpenge, har jeg fået et overraskende svar på en ansøgning, jeg sendte afsted til en fabrik, der skulle bruge folk til at pakke i pakkeriet.. Jeg skrev:
“Hej! Mit navn er Marie, jeg er 35 og interesserer mig for at pakke ting sammen. Derfor søger jeg jobbet som pakker i pakkeriet! Venlig hilsen ‘mit navn’”
Altså, man skulle næsten tro, at man var så langt fra at score et job på de få ord som overhovedet muligt ik´? Men så har jeg fået brev fra dem om, at de synes mine “kvalifikationer lyder interessante” og de gerne vil kontakte mig efter påske med henblik på en samtale. Man undres….
Hahaha. Nu sidder du i saksen.
Næhææææij jeg gør ikke – for jeg har heldigvis fået noget andet at rive i:o)
Å som jeg har savnet dig. Og tænkt på dig. Og tænkt på dig igen. Jeg er bare ikke så god til det der med at få skrevet eller ringet eller noget når jeg ikke ved om jeg mest kommer til besvær.
Men nu er der jo liv her. Og om lidt pakker du ting ned i et pakkeri og får lommerne fulde af historier som ingen andre end dig kan samle op og pakke sammen. Måske får du tid en dag til at dele lidt ud af historierne sådan på hyggelig tomands vis?
KRAM
Marina, du vil bestemt ikke komme til besvær! Og jeg har også tænkt på dig og synes det er bizar lang tid siden vi sidst har set hinanden! Og jeg deler gerne ud af historier på tomandsvis, men det bliver ikke fra et pakkeri, for jeg skal heldigvis noget helt andet:o) Starter arbejde den 16. – måske vi kunne nå en kop kaffe inden da?
Det vil jeg helt vildt gerne. Nej jeg var med på at du ikke skulle arbejde på det pakkeri men jeg fik bare en lidt absurd historie på nethinden da jeg læste det og så for mig at du gik og pakkede historier op og ned.
Kram.